Jens Sønder-gaards farvekraft

FILM Bio Silkeborg viser på søndag dokumentarfilmen »Farvekraft ad helvede til« om den store danske maler Jens Søndergaard.

Filmen giver et indblik i en følsom kunstner. Jens Søndergaard var en stor del af sit liv sin kone utro, og drak også for meget i perioder. Hans malerier afspejler det hele. Farverne nærmest vælter ud af lærrederne. Selv kaldte han det »Farvekraft ad helvede til«.

Jens Søndergaard døde i 1957, men fik sat sig varige spor med sine malerier.

Filmen viser blandt andet de hjem og steder Jens Søndergaards malerier hænger i dag. Lige fra et kæmpe maleri på Aarhus Universitet til en lille akvarel hos en 90-årig dame i Hurup.