Politiske forviklinger i Vinding

Årets dilettant-forestilling »Der må være en udkant« bliver vist 9. og 10. marts

VINDING I næste uge er det tid for årets dilettantforestilling i Vinding, hvor der har været spillet dilettant siden 1919 og dermed i næsten 100 år.

Årets forestilling er farcen »Der må være en udkant«, som er skrevet i 2015 af Knud Erik Meyer Ibsen, og han rammer på morsom vis lige ned i nutidens megen snak om Udkantsdanmark.

Stykket bliver vist fredag den 9. og lørdag den 10. marts i Vinding Forsamlingshus og handler blandt andet om studehandler, beskidte kneb, intriger og forviklinger i et valgår.

Blandt karaktererne på scenen er en siddende borgmester, en byrådspolitiker med en borgmester i maven samt hans gamle mor, en hårdtslående hjemmehjælper og en prostitueret forklædt som nonne med forstand på fremmedsprog ...

Instruktør er Anni Krogsgaard, der tidligere har instrueret Vinding-dilettanterne og også selv har været aktør på scenen, sufflør og desuden har erfaring som instruktør i Vindings børneteater.

De otte medvirkende på scenen er Knud Erik Jensen, Finn Clausen, Maria Marcher, Marianna Poulsen, Sille Kristensen, Søren Blumensaadt, Berit Cedergreen Bech og debutanten Signe Rolle Kappel.

Charlotte Kjeldsen er sufflør, Finn Pedersen medinstruktør og altmuligmand og Ib Sørensen scenemester og i øvrigt uundværlig handyman.

Efter generalprøven den 9. marts er der kaffe og kringle, mens festaftenen lørdag den 10. marts starter med middag.

Efter forestillingen er der dans til musik af det lokale band »De eneste 5«.

mette