Rocklegender i Kedelhuset

MUSIK Burnin Red Ivanhoe bringer et sus af dansk musikhistorie med sig, når bandet står på Kedelhusets scene lørdag aften.

Frontmanden og saxofonisten Karsten Vogel samlede bandet i 1967 og med sig i bandet har han haft et hav af koryfæer fra dansk jazz og rock gennem tiderne.

En af de mest trofaste følgesvende har været multiinstrumentalisten Kim Menzer, som stadig er med på holdet. Dennes søn, trommeslageren Klaus Menzer, som har været en hovedkraft i blandt andet Sneakers med Sanne Salomonsen, er også med på turen til Silkeborg.

Burnin Red Ivanhoe har optrådt mere end 1000 gange i Skandinavien, England, Tyskland, Frankrig og Indien. De har spillet koncerter sammen med navne som Uriah Heep, Incredible Stringband, Jimi Hendrix og Black Sabbath.