Så er Voel-kvinderne stensikkert i slutspillet

Peter A. Sørensen 

Silkeborg-Voel hentede et point mod Randers HK efter et opgør fyldt med fejl

HÅNDBOLD Det blev en mildt sagt mystisk kamp, men efter 60 minutter stod der 29-29 på måltavlen, og det reultat kunne begge hold bruge til meget. Randers-kvinderne fejrede det da også som en sejr.

MEN Silkeborg-Voel er nu stensikkert klar til DM-slutspillet, mens Randers HK kom tilbage i top-8.

Voel-holdet var ellers ved at blæse hjemmeholdet omkuld. Med en stribe kontrascoringer anført af Sofie Andersen viste måltavlen hurtigt 0-5, og derudover brændte gæsterne to store tilbud.

Men en timeout ændrede kampens forløb, for Randers gik over til at spille syv mod seks, og Voel-kvinderne havde store problemer med at ramme det tomme mål.

Så efter 14 minutter var stillingen 6-6, og så var alt helt lige, hvilket fik Jakob Andreasen til at tage sin første timeout.

Det hjalp, selvom der stadig var mange tekniske fejl fra Voel-kvinderne, men Rikke Iversen fik vist, hvordan man fra midten rammer et tomt mål. Det var med til at ændre stillingen til 8-10.

Voel-kvinderne gik også til pause med en føring på to mål, og hurtigt blev den føring øget til 14-19 i starten af anden halvleg.

En forkert dømt udvisning til Stine Skogrand hjalp hjemmeholdet tilbage i kampen, og så var gæsternes føring nede på et enkelt mål.

Med 10 minutter igen var det helt lige ved 24-24, men så stak Randers HK af og kom på 28-25, og det lignede en afgørelse. Men helt i kampens ånd, tippede det igen og med 30 sekunder igen hamrede Jette Hansen bolden i nettet til 28-29, og så var der grund til jubel hos Voel-Kvinderne.

Men i slutsekunderne udlignede hjemmeholdet, mens gæsterne brændte kampens sidste afslutning.