Voldtægts-mistænkt mand erkender delvis beskyldninger

Adam Haff 

Stedfar, der anklages for at have voldtaget sin bare fem år gamle steddatter i Silkeborg, fængslet for tre uger

SILKEBORG En 52-årig mand fra Silkeborg blev ved byretten fredag varetægtsfængslet for tre uger frem til 27. marts.

Manden erkendte sig delvist skyldig i sigtelserne. Han er blandt andet mistænkt for at have voldtaget sin fem-årige steddatter og for andre typer af seksuelt misbrug. Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre.

Det var et tip fra udenlandsk politi, der fik Midt- og Vestjyllands Politi på sporet af manden.

Anklagemyndigheden oplyste tidligere i dag, at de seksuelle overgreb stod på sidste sommer, hvor manden i mere end to måneder forgreb sig på steddatteren.

Den 52-årige mand accepterede varetægtsfængslingen i den forstand, at han ikke kærede dommerens beslutning til landsretten.