15-årig pige antastet af fremmed mand

SILKEBORG Politiet efterlyser vidner til et groft overgreb i Silkeborg tirsdag morgen.

Omkring klokken 07.15 var en 15-årig pige på vej i skole.

På en sti fra Estrupsgade 22 a ind til Estrupsgård blev hun antastet af en fremmed mand.

Han tog fat i pigens overarm og sagde »Ti stille«, hvorefter han befølte hende på brysterne uden på tøjet. Manden slap sit tag, da de to hørte stemmer i nærheden.

Og så løb pigen væk.

Politiet ser med alvor på overgrebet og håber, at nogen har bemærket noget.

Der er et lidt sparsomt signalement af gerningsmanden til blufærdighedskrænkelsen.

Han beskrives som lys i huden og slank af bygning. Manden var iklædt en grå hættetrøje og sorte bukser.

Man kan ringe til politiet på telefon 114.