Sex-dømt præst skal betale kæmpe erstatning

Brian Holst 

Otte ofre fra Byens Kirke står overfor at få udbetalt erstatning fra den sex-dømte frikirkepræst fra Silkeborg

SILKEBORG Foruden dommen på tre et halvt års fængsel, står den 30-årige frikirkepræst overfor at skulle betale et stort beløb i erstatning til de otte unge, han har sex-misbrugt.

Frikirkepræsten blev i byretten dømt til at betale sammenlagt 532.925 kroner i erstatning til de otte unge. To af ofrene blev tilkendt henholdsvis 152.925 kroner og 150.000 kroner i erstatning. Fire ofre fik hver tilkendt 50.000 kroner, mens to ofre fik tilkendt henholdsvis 20.000 kroner og 10.000 kroner.

Præsten blev blandt andet dømt for at have udnyttet sin overlegenhed overfor de stærkt troende unge til at forføre dem og udnytte dem seksuelt. Dommeren besluttede desuden, at den 30-årige mand ikke må arbejde med børn under 18 år eller lade dem bo hos sig.