Byens ældste bluesband tilbage i rampelyset

Christian Kloch Larsen 

Buffalo Woman Blues Band er på scenen igen sammen for første gang siden 1994

MUSIK For første gang i næsten 25 år går Silkeborgs ældste bluesband Buffalo Woman Blues Band på scenen igen. Det sker lørdag aften på Rampelys.

Buffalo Woman Blues Band har det seneste års tid været i øvelokalet for at forberede sig på denne revivalkoncert på hjemmebanen i Silkeborg.

- Nu, hvor mange af vores store idoler desværre er gået bort for at spille »hinsidan« vil vi gerne ære dem med denne første koncert siden 1994.

Så efter en lille pause på knapt et kvart århundrede er det igen blevet tid til blues, boogie og rock`n roll med Buffalo Woman Blues Band, fortæller forsanger Iens Simonsen.

Buffalo Woman Blues Band har hovedsagelig base i Silkeborg og i første omgang stoppede legen for snart 25 år siden.

- Nu er vi stærkt tilbage i 2018. Det var der nok ikke ret mange, der havde troet på. Det er et stykke musikhistorie, der her er ved at blive skrevet, siger Iens Simonsen.

Dannet i 1984
Buffalo Woman Blues Band blev i 1984 dannet af brødrene Per og Kim Stephensen, Leon Thøgersen, Per Andersen og Jørgen Sørensen.

Iens Simonsen kom til som forsanger i 1991.

Revivalkoncerten med Buffalo Woman Blues Band er denne uges anbefaling fra kulturredaktionen. Det er ikke hver dag, vi ser et gamle Silkeborg-band genopstå efter 25 år, og er man til god rock, blues og højt humør, når man næppe forgæves på Rampelys lørdag aften.

Det gendannede band møde op med følgende besætning: Iens Simonsen – lead vocal, Per Stephensen - guitar, Leon Thøgersen - guitar, Kim Stephensen – bas, Per Dybdal – trommer

Gæsteoptræden denne aften: Mogens Balle - keyboard Thomas Melau – mundharpe