Foredrag om Karl Ove Knausgård

SILKEBORG På mandag den 12. marts får Silkeborg Højskoleforening besøg af lektor Stefan Kjerkegaard fra Aarhus Universitet, der holder foredrag om emnet »Introduktion til Karl Ove Knausgårds roman Min kamp«.

Stefan Kjerkegaard vil fortælle om norske Karl Ove Knausgårds store selvbiografiske romanværk »Min kamp«, som blev udgivet i perioden 2009-2011 og er en international bestseller, og Knausgård diskuteres også i lande som USA, Frankrig og Tyskland.

Kjerkegaard vil fortælle om Knausgårds baggrund som forfatter og hvordan romanen er blevet modtaget i Skandinavien og andre steder, og vil belyse forskellige problemstillinger, som er blevet diskuteret i forbindelse med bogen, bl.a. dens forhold til det selvbiografiske og til fiktionen.

Foredraget holdes i Lunden og er arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet.