Bagmand får mere end fordoblet sin straf

Brian Holst 

Vestre Landsret har skærpet straffen mod den 37-årige mand fra København, der bestilte et voldeligt overfald på en skattemedarbejder fra Silkeborg-området

SILKEBORG 37-årige Mahmoudreza Mirsepasi skal tre et halvt år i fængsel, fordi han var bagmanden til et usædvanligt groft overfald mod en kvindelig medarbejder fra Skat.

Vestre Landsret har dermed mere end fordoblet byrettens straf, som lød på halvandet års fængsel.

Overfaldet mod den kvindelige medarbejder fra Skat fandt sted den 14. marts i fjor, da hun en tidlig morgen blev opsøgt af en maskeret mand i indkørslen ved hendes bopæl ved Silkeborg. Manden tildelte hende flere slag og spark, så hun blandt andet brækkede kæben og seks ribben.

Den 37-årige mand havde betalt 50.000 kroner til sin bror, som skulle få den kvindelige skattemedarbejder til at fjerne fokus fra den 37-åriges skattesag i hans vognmandsfirma.

- Der er tale om et meget groft overfald. Der er sket det, som enhver frygter: At blive slået ned udenfor sit hjem af en maskeret mand. Det er helt uacceptabelt, konstaterede landsretsdommeren. Tidligere har de to mænd, der kørte til Silkeborg for at udøve volden, fået henholdsvis tre år samt tre år og elleve måneders fængsel for overfaldet. Den 37-åriges bror fik tre år og elleve måneders fængsel. Han var den person, der begik volden. Den anden mand var chauffør og holdt vagt på stedet. Også den sag er anket til landsretten, hvor den endnu ikke er berammet.