Bilist sigtet for uagtsomt manddrab i Thorning

Adam Haff 

38-årig mand fremstilles i grundlovsforhør. Sigtes for uagtsomt manddrab. Manden blev anholdt efter dødsulykke i Thorning onsdag

THORNING En 38-årig mand fra Blåhøj ved Brande fremstilles torsdag i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Manden kørte onsdag klokken 14.30 i varebil ind i en personbil på Aalborgvej i Thorning. Den 52-årige kvindelige fører af personbilen døde af sine kvæstelser.

Politiet anholdt den 38-årige mand. Han blev sigtet for såvel narko- som spritkørsel. Manden var frakendt førerretten og vidner fortalte politiet, at han inden påkørslen kørte varebilen med høj hastighed. Politiet sigter den 38-årige fører for uagtsomt manddrab.

En tredie bil med et ældre ægtepar fra Juelsminde var også involveret i ulykken. Ægteparret blev kørt til sygehuset til behandling for mindre skader.