Har indsamlet over 10.000 ved at hente flasker ved døren

Jakob Munk Schmidt 

Pantpatruljen i Hvinningdal indsamlede over 10.000 kroner

HVINNINGDAL I Hvinningdal er en pengeindsamling i gang, og formålet er, at en Hvinningdal-hal nummer to og et fællesskabshus kan blive til virkelighed.

Blandt de lokale kræfter, som har givet den en skalle, er drengene Emil Trede Mellergaard, Hjalte Lysdal Heinze og Magnus Olseth.

Tilsammen har de udgjort pantpatruljen, og drengene har nu nået deres mål om at selv kunne købe en folkeaktie i hal- og fællesskabshus-projektet.

Siden i sommer har drengene således indsamlet ikke mindre end 10.195,50 kroner ved at gå fra dør til dør og hjælpe folk af med pantflaskerne.

- Dermed takker patruljen af for denne gang og siger tusind tak for hjælpen til alle, som har støttet dem. Også en hilsen og tak til tålmodige kunder i køen hos Netto, Superbrugsen og Fakta.

Emil Trede Mellergaard, Hjalte Lysdal Heinze og Magnus Olseth satser nu på, at deres indsats vil smitte af på andre.

- Vi håber helt vildt, at alle vil købe en folkeaktie, så vi kan få et mega fedt sted i Hvinningdal, lyder opfordringen fra drengene i Pantpatruljen.