Julius Mygind fortæller om misbrug og vejen ud

SILKEBORG Julius Mygind blev overfaldet - uprovokeret - to gange, da han var 14 og fik senere konstateret ADHD. Hashen blev et tiltrængt ubekymret frikvarter, som langsomt førte til depression, social isolation og angst.

Det fortæller han om, når han mandag den 19. marts holder foredrag om misbrug i Medborgerhuset i Silkeborg.

Julius, der er søn af skuespilleren Peter Mygind, fortæller hudløst ærligt og sætter desuden fokus på, hvordan vi kan hjælpe de unge med at vælge rusmidlerne fra i en verden, hvor konfrontationen med hash og kokain er alle vegne, og hvordan forældrene kan støtte og hjælpe de unge til et liv uden stoffer.

Foredraget er arrangeret i samarbejde mellem Silkeborg Bibliotekerne, Sundhedshuset, Idræt om dagen og AOF Silkeborg.