Skuffende premiere for Kjellerup IF

Peter A. Sørensen 

KIF’erne tabte til Skovshoved i opryknings-spillet

FODBOLD På et råkoldt Kjellerup Stadion, hvor kunsgræsbanen var taget i brug, fik Kjellerup IF en skuffende start på oprykningsspillet til 1. division.

KIF’erne tabte 0-2 Skovshoved, der inden opgøret var sidst i rækken.

Første halvleg blev ingen stor oplevelse på den svære bane, og samtidig var gæsterne godt hjulpet af en stærk medvind.

Allerede efter 11 minutter kom Skovshoved også foran, da KIF-forsvarer Jesper Nielsen så uheldig ud, og til sidst var det Jan Berner, der bragte udeholdet foran.

Efterfølgende var det tæt på 0-2, da gæsternes Sebastian Elvang ramte overliggeren, og først mod slutningen af første halvleg kom hjemmeholdet frem til et par farlige tilbud. Blandt andre var anfører Mathias Gertsen tæt på at udligne i første halvlegs sidste minut.

Efter pausen fik KIF’erne så vinden i ryggen, men alligevel var gæsterne meget tæt på hurtigt at øge føringen efter en dobbeltchance.

Skovshoved kom også på 0-2, da Sebastian Avanzini alt for let fik lov at snyde KIF-forsvaret. Og selvom KIF’erne forsøgte at svare igen, lykkedes det ikke.

Trods nederlaget er KIF’erne fortsat med i toppen af rækken, hvor topholdet fra Hvidovre også tabte lørdag.