SIF snublede mod FCK

Peter A. Sørensen 

SIF’erne var i front, men københavnerne var for stærke og vandt 1-3 i Silkeborg

FODBOLD Silkeborg IF fik en skidt afslutning på Superligaens grundspil. Hjemme på jysk Park tabte SIF’erne 1-3 til FC København.

Efter en forsigtig start fra begge sider kom SIF ellers i front efter 11 minutter. Målfarlige Vladimir Rodic forsøgte fra distancen, men bolden ramte FCK’s Denis Vavro og sejlede heldigt i mål.

Efterfølgende pressede FCK’erne på, og midtvejs var det tæt på udligning, da Casper Sloth måtte redde et skud lige foran stregen fra Frederico Santander, mens Vavro i to omgange kiksede riposter.

Udligningen kom efter 28 minutters spil, da SIF igen viste svaghed efter en dødbold. Simon Jakobsen fik ikke sparket en clearing langt nok væk, og i stedet blev bolden headet tilbage i det lille målfelt, hvor Michael Lüftner forlængede bolden i mål foran en frembrusende SIF-keeper Peter Friis Jensen.

Det betød et overtag til gæsterne, og tre minutter før pausen var Viktor Fischer uhyre tæt på at bringe FCK i front. Det skete ikke, men bare minuttet efter snød Santander SIF-forsvaret og sparkede tørt bolden i nettet fra kanten af feltet, mens Peter Friis i SIF-målet ikke så specielt godt ud.

Efter pausen satte gæsterne sig tungt på opgøret, og især Pieros Sotiriou var tæt på at øge føringen godt midtvejs i anden halvleg.

Med et kvarter igen var Mikkel Vendelbo tæt på at udligne med et hovedstød, men så gik det galt i den anden ende.

Med otte minutter igen helkiksede Dennis Flinta en tæmning med brystet, så Sotiriou slap hel alene igennem, og han scorede sikkert på det store tilbud.

Den tidligere SIF’er Robert Skov sad på bænken hos FCK, men han kom på banen efter målet til 1-3.