To unge østeuropæere fængslet i fire uger

Benedikte Storgaard Clausen 

To mænd fra Litauen sigtet for tyverier fra biler er varetægtsfængslet i fire uger

SILKEBORG To unge mænd fra Litauen blev ved et grundlovsforhør i dag varetægtsfængslet i fire uger.

Mændene blev i går, lørdag, anholdt i et udlejningshus ved Silkeborg på baggrund af politiets seneste dages efterforskning af en række tyverier fra biler.

Vagthavende hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at varetægtsfængslingen sker af hensyn til efterforskningen.

Vagtchefen oplyser desuden, at mændendes udenlandske oprindelse spiller ind. Han forklarer, at der er en sandsynlighed for, at de ville unddrage sig forfølgelsen af forbrydelse, hvis de blev sat på fri fod. Det er typisk procedure, hvis sigtede er fra udlandet, fordi der er fare for, at vedkommende tager hjem.

Da de to mænd blev anholdt lørdag fandt politiets hunde en lang række tyvekoster på stedet. Det var blandt andet airbags og infocentre, der er stjålet fra biler gennem den seneste periode.

Politiet ved, at de to unge østeuropæere har været i spil i både Herning- Ikast- og Silkeborgområdet.