Flere beboere havde indbrud i weekenden

Adam Haff 

De seneste dage har der været indbrud i en række hjem

SILKEBORG Søndag forsøgte en ukendt gerningsmand at bryde ind i en lejlighed på Bryndumsvej i Silkeborg.

Såvel en indgangsdør som et vindue blev forsøgte opbrudt, men det lykkedes ikke gerningsmanden at komme ind.

Det gjorde det i en række andre tilfælde tidligere på ugen.

Torsdag eller fredag var der indbrud i en lejlighed på Hjejlevej. Tyven stjal 2800 kroner og bilnøglerne til en Ford Ka. Selve bilen blev ikke stjålet, men låsesystemet vil skulle kodes om.

Fredag var der indbrud i en villa på Jacob Paludans Vej. Tyven aflistede en rude i en bagdør og stjal forskellig valuta, samt en del smykker, blandt andet guldsmykker.

To villaer på Dalsvinget fik begge opbrudt terrassedørene. Politiet har ikke en opgørelse over det stjålne, udover, at der fra det ene hus blev stjålet en Kay Bojesen-abe.

To huse på Thyrasvej i Voel har også haft indbrud. Begge formentlig torsdag eller fredag. Tyven kom ind ved at afliste ruder i villaerne. Gerningsmanden stjal ikke noget i det ene hus, mens det er uklart, hvad beboerne mistede i nabo-huset.

Lørdag eller søndag blev der knust en rude i fordøren i Øster Bording Forsamlingshus. Det blev ved forsøget, for der blev ikke stjålet noget, fortæller politiet i Silkeborg.