Politiet fandt hash under ransagning af bil

SILKEBORG En politipatrulje besluttede kl. 02 natten til lørdag at vende lommerne på tre mænd fra Aarhus og ransage deres bil på Aarhusvej i Silkeborg.

I den forbindelse fandt politifolkene otte små plastikposer med sammenlagt 40 gram hash i.

Ingen af de tre mænd på 17, 18 og 24 år ville kendes ved stofferne, og de blev derfor alle sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

I forbindelse med ransagningen af bilen følte den ene af mændene behov for at råbe »fuck af« til politifolkene, så det fik han også en bøde for.