Silkeborgensernes udenlandske favoritklub ligger i England

Silkeborg har skiftet favoritklub i udlandet. I hvert fald når det gælder mål for fodboldrejser. Det viser en ny analyse fra rejseguiden VisitFootball

FODBOLDREJSER Silkeborgensernes nye favoritklub at rejse til i udlandet er Manchester United fra Premier League.

Det oplyser rejseguiden VisitFootball.dk i en pressemeddelelse, der bygger bygger på en analyse, rejseguiden selv har foretaget. Analysen er udgivet for tredje år i træk på baggrund af dataudtræk om brugeradfærd fra mere end 110.000 besøgende over de seneste 12 måneder.

Manchester United indtager førstepladsen, som det hold flest silkeborgensere rejser udenslands for at se. På andenpladsen dukker Manchester Uniteds ærkerivaler fra Liverpool op foran FC Barcelona på tredjepladsen.

Lever stadig på sin storhedstid
Manchester United har gjort en forholdsvis god figur i indeværende sæson. Både i den engelske Premier League, hvor klubben lige nu ligger nummer to, samt i Champions League, hvor klubben dog røg ud i sidste runde til spanske Sevilla FC.

- Vi ser en klar tendens til, at folk vil se de hold, som vinder og er succesfulde, og samtidig er Manchester United stadig meget populære i Danmark efter deres storhedstid især i 1990’erne. Sidst men ikke mindst har store danske spillere som Peter Schmeichel og John Sivebæk været i klubben, forklarer Claus Bermann, der er indehaver af VisitFootball.dk i pressemeddelelsen.

Premier League er mere interessant
På årets top 10 overhaler Manchester United sidste års nummer ét FC Barcelona. Og det er endda selv om, at Barcelona ligger suverænt på førstepladsen i den spanske La Liga og samtidig også er i kvartfinalerne i Champions League mod AS Roma.

Ifølge Thomas Bjerregaard, der er Country Manager fra LA Travel, et af Danmarks største fodboldrejsebureauer, kan forklaringen faktisk være de andre spanske hold.

- Premier League er blevet endnu mere interessant, da der er mange gode hold med i toppen af den engelske liga. Det kan man ikke ligefrem sige om den spanske liga, forklarer han.

- I den engelsk liga er der seks-syv rigtigt gode hold, som kæmper med om mesterskabet hvert år, mens der i Spanien reelt kun er to eller tre hold, som kan spille om mesterskabet, uddyber Claus Bermann fra VisitFootball.dk.

Top 3: Fodboldrejser 2018
1. Manchester United (4)

2. Liverpool FC (3)

3. FC Barcelona (1)

(I parentes angivet placeringen i 2017)