Påske-aktiviteter for vandglade børn

SVØMNING Silkeborg Svømmeklub har med hjælp fra Per Maretti Hansen og Nordvestbadet fået mulighed for at lave et nyt tiltag for de vand-glade børn i dagene op til påske. Mandag, tirsdag og onsdag i uge 13 vil bassinet være fyldt med børn i alderen 6-10 år, der vil opleve en masse sjove aktiviteter i vand, men også på land. Der bliver arbejdet med kreative og hyggelige aktiviteter, og målet er som altid for Silkeborg Svømmeklub, at de unge i Silkeborg får et trygt forhold til vand, at de udvikler deres færdigheder i vand,og samtidig styrkes socialt og får skabt nye venskaber.

SSK har været spændt på modtagelsen af det nye tiltag, og heldigvis har der været så stor interesse, at der ikke er mulighed for flere tilmeldinger til de tre dage, hvor SSK’s instruktører står klar, men der er allerede nu åbnet for tilmelding til de aquaskoler, som SSK afvikler i uge 27 og uge 32.