Brand i bil hos bilforhandler

Benedikte Storgaard Clausen 

Formentlig startede branden i motorrummet

HÅRUP Torsdag morgen måtte Midtjysk Brand & Redning rykke ud til en bilbrand hos en bilforhandler på Neptunvej i Hårup.

Der var gået ild i en brugt udstillingsbil, der stod parkeret ud til vejen ved bilforhandleren S.Z. Biler.

Indsatsleder Lasse Magnussen fortæller, at bilen stod i flammer, da brandfolket nåede frem. Det var tæt på, at flammerne bredte sig til bilen ved siden af, men et godt stykke arbejde sørgede for, at kun en bil blev skadet.

Indsatslederen oplyser, at det er svært at fastsætte en brandårsag, men han formoder, at branden startede i motorrummet på bilen.

Intet tyder på, at branden blev påsat.