SIF-selskab præsenterer stort millionoverskud

Mathias Hove Andersen 

Årsregnskabet for 2017 viser et stort plus i Silkeborg IF Invest A/S

FODBOLD Torsdag offentliggjorde Silkeborg IF Invest A/S årsregnskabet for 2017, som viser et overskud før skat på 11 millioner kroner.

Samtidig steg omsætningen til 95,9 millioner kroner som et resultat af et år med høj aktivitet og vigtige begivenheder. Overskuddet er en fremgang på 7,3 mio. kr. i forhold til året før, og omsætningen steg fra 61,2 mio. kr. til 95,9 mio. kr.

- Det er et resultat, som vi er tilfredse med efter et meget travlt år. Vi har solgt byggeretterne til opførelse af et højhus på Papirfabrikken, vi købte i sommer Radisson Blu Papirfabrikken Hotel, vi har omlagt lånene i Papirfabrikken, og vi er flyttet på Jysk Park. Jeg forudser allerede nu, at vi i 2018 for første gang i selskabets historie runder 100 mio. kr. i omsætning, siger adm. direktør i Silkeborg IF Invest A/S, Kent Madsen.

Et historisk år
Salget af byggeretten til at bygge højhuset Papirtårnet på Papirfabrikken blev midt på året gennemført. Aberdeen European Residential Opportunities Fund står for byggeriet.

I sommer overtog selskabet hotellet på Papirfabrikken. Det halve års ejerskab har påvirket årsregnskabet positivt med 600.000 kroner, og det er et område, Silkeborg IF Invest forventer sig meget af i de kommende år.

Omlægningen af lånene i K/S Papirfabrikken styrker fremadrettet driftsindtjeningen med omkring 3,5 millioner kroner årligt.

- Og så har flytningen til Jysk Park jo været en meget markant begivenhed efter 91 år med hjemmebane på Silkeborg Stadion, der i de sidste mange år hed Mascot Park. 2017 blev ganske enkelt et historisk år for selskabet, hvor moderforeningen Silkeborg Idrætsforening samtidig kunne fejre sit 100 års jubilæum, siger Kent Madsen.

Fodbolden giver stadig underskud
Også i fodboldforretningen er der sket en markant udvikling. Omsætningen er steget fra 29 til 46 millioner kroner. Blandt andet har der været startomkostninger i forbindelse med flytningen til Jysk Park, og så har skadessituationen i spillertruppen betydet øgede løn-udgifter, da det blev nødvendigt at foretage ekstraordinære dispositioner. Underskuddet på fodbold lød på 10,3 millioner kroner mod 10,8 millioner kroner året før.

- Isoleret set er det utilfredsstillende, men vi forventer et markant bedre resultat i 2018 hjulpet godt på vej af salget af Robert Skov til FC København, siger Kent Madsen.

Forventningerne til 2018 er et overskud på mellem 8 og 12 millioner kroner før skat og dagsværdiregulering af selskabets investeringsejendomme.