Endnu et stort forårsshow

Silkeborg Pigerne & Drengene giver opvisning i Jysk Arena

SILKEBORG Kalenderen siger forår, og det er lig med gymnastikopvisninger. Derfor er det også tid til Silkeborg Pigerne & Drengenes årlige gymnastikopvisning, forårsshowet, der holdes Jysk Arena på lørdag.

Silkeborg Pigerne & Drengene er en gymnastikforening i Silkeborg, der rummer flere grene inden for gymnastikken lige fra børnegymnastik til voksengymnastik samt Teamgym og Tumbling, som begge er konkurrencediscipliner, hvor Silkeborg blander sig med de bedste fra hele landet. Til dagligt har foreningen et rigtig stort antal gymnaster - dertil kommer alle foreningens frivillige trænere, der møder forberedte uge efter uge for at give gymnasterne en god og lærerig træning.

Ved årets show vil alle foreningens hold komme på gulvet for at vise noget af det, de hver især arbejder med i løbet af sæsonen, og der vil blive vist alt lige fra kolbøtter til nogle af verdens sværeste spring!

Man får også besøg af to efterskoler, Flemming Efterskole og Vesterlund Efterskole. Derudover kommer Hammerum Rephold, der til dagligt holder til i Herning, og som låner nogle af Silkeborg Pigerne & Drengenes ældste gymnaster. Et Rephold er et udtaget hold for både drenge og piger over 18 år, som laver præsentabel og seværdig opvisningsgymnastik. Igen i år vil vi også kunne byde velkommen til Dallerknæ - en gruppe halvvoksne mænd, der er så dygtige til gymnastik, at de nu laver sjov og show med det. De plejer at få alle blandt publikum til at grine, uanset alder.

Alle interesserede har adgang til forårsshowet.