Saftig påskesoul på Rampelys

MUSIK Soulworkers varmer op til påskeferien på onsdag på Rampelys.

De 11 medlemmer af bandet brænder for soulmusikken og hylder alle de gamle mestre som James Brown, Otis Redding, Wilson Pickett, Marvin Gaye, Aretha Franklin, Stevie Winwood og Al Green.

De legendariske film The Commitments og The Blues Brothers har blandt andet inspireret bandet.

Med gennemarbejdede flotte blæserarrangementer, en rytmegruppe, der lægger det sejeste groove og fire stærke vokaler er Soulworkers ude at erobre landets musikscener med saftig soul, der rykker folk ud på dansegulvet.