BSV udbyggede suveræn stime med storsejr

Mathias Hove Andersen 

BSV vandt også den sidste kamp i grundspillet, og holdet går dermed ind til slutspillet med 10 ligasejre i træk

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg hentede onsdag aften den 10. ligasejr i træk, da Århus Håndbold blev besejret med 38-28 foran 2010 tilskuere i Jysk Arena.

Det stod på forhånd klart, at BSV ville ende på tredjepladsen og få et enkelt point med over i slutspillets pulje to.

Aftenens øvrige resultater betød, at BSV’erne havnede i samme pulje som GOG, KIF Kolding København og Nordsjælland Håndbold. De to sidstnævnte starter uden point, mens fynboerne topper puljen med to point.

Spænding inden pausen
BSV stillede op uden Nikolaj Markussen og Stefan Hundstrup, der begge sad ude med småskader, og hjemmeholdets defensiv blev hurtigt sat på prøve af gæsterne, der kom godt i gang med syv mod seks-spillet. Århus Håndbold kom i det hele taget bedst fra land og fik også slået et lille hul, men efter 11 minutters spil kunne Jesper Nøddesbo udligne til 8-8 med sin tredje scoring i opgøret.

På den efterfølgende kontra ofrede Lars Skaarup sig og sendte BSV i front for første gang, men BSV missede muligheden for at fordoble føringen, og i stedet måtte cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen tage timeout, hvorefter hovedparten af holdet blev skiftet ud. Mads Ø. Nielsen var blandt indskifterne, og han slog hurtigt til to gange. Med 10 minutter tilbage af første halvleg var det hele derfor lige ved stillingen 12-12.

De to hold fortsatte med at bytte mål frem mod pausen, og i de døende sekunder fik Sebastian Frandsen muligheden for at score i et tomt mål, mens keeperens forsøg gik forbi den ene stolpe, og BSV måtte derfor tage til takke med en føring på 18-17 efter de første 30 minutter.

Frandsen lukkede helt af
BSV-keeperen tog dog revanche med seks redninger fra anden halvlegs start, og værterne viste samtidig skarphed i den anden ende, hvor Drasko Nenadic, Mads Ø. Nielsen og Lars Skaarup viste vejen. Ni minutter efter pausen havde hjemmeholdet således slået et afgørende hul ved stillingen 24-18.

Midtvejs i anden halvleg var føringen vokset til 28-19, og Århus-træner Erik Veje Rasmussen så sig nødsaget til at tage timeout, men få minutter senere blev BSV-føringen tocifret ved stillingen 30-20.

BSV slækkede efterfølgende en anelse på koncentrationen, og gæsterne fik kortvarigt lov til at komme lidt tættere på, men i sidste ende havde det ikke den store betydning. BSV skruede igen op for gassen i slutfasen og hentede en sikker sejr på 38-28.