Silkeborg-Voel var 13 sekunder fra stor skalp

Michael Helligsø 

Trods en fremragende fight måtte Silkeborg-Voel nøjes med et point mod DM-favoritterne fra Odense

HåNDBOLD Silkeborg-Voel kom på pointtavlen i første forsøg, da klubben Skærtorsdag tog hul på slutspillet med en hjemmekamp mod DM-favoritterne fra Odense.

Men indsatsen og fighten var til mere end det ene point, som var resultatet af det hektiske opgør, der endte 27-27 foran 1050 tilskuere i Jysk Arena.

I store perioder var det nemlig værterne, der havde teten, og først 13 sekunder før tid fik Odenses Nadia Offendal fik udlignet til slutresultatet 27-27.

Det vil man ærgre sig over i Voel-lejren efter en kamp, hvor hjemmeholdets undervejs i anden halvleg halvleg var i front med fire mål, men det stjernebesatte fynske mandskab gav sig aldrig.

Lige første halvleg
Første halvleg var præget af mange fejl i indledningen på begge sider, og man skulle helt hen til det 24. minut for at finde den første tomålsføring. Den kom, da ligatopscorer Sofie Bæk bragte Silkeborg-Voel på 11-9 efter en herlig bolderobring fra Rikke Iversen.

Efter en pauseføring på 13-11 til Silkeborg-Voel fik Odense udlignet til 17-17, men derefter overtog værterne igen styringen.

Silkeborg-Voel kom på 22-18, men udeholdet var ikke til at ryste af, og otte minutter før tid var stillingen pludselig helt lige ved 26-26 efter tre Odense-scoringer i træk.

Silkeborg-Voel fik samling på tropperne igen, og i en hektisk og nervøs slutfase blev der lukket af i forsvaret foran Stine Bonde i målet.

Til gengæld kneb det med at komme til gode afslutninger. Camilla Fangel brændte en stor chance fra stregen, og da Silkeborg-Voel med et minut tilbage heller ikke fik afgjort kampen ved stilligen 27-26, fik Odense en sidste chance for at udligne.

Den mulighed udnyttede Nadia Offendal efter et fint oplæg fra den tidligere Voel-fløj Freja Cohrt, og til allersidst havde hjemmeholdet ikke tid nok til at score en sidste gang.

Dermed endte det 27-27 i et opgør, hvor Jette Hansen med syv mål blev Voel-topscorer.