Beatles bliver fejret med musical

Silkeborg Gymnasium snart klar med den traditionsrige musical

SILKEBORG 2018 markerer 50-året for udgivelsen af The Beatles’ legendariske »White Album« med monsterhits som »Back in the USSR«, »While My Guitar Gently Weeps«, »Black Bird« og mange flere.

Derfor har 163 elever og deres lærere på Silkeborg Gymnasium i månedsvis dykket ned i Liverpool-drengenes syrede, melodiske og spraglede tekstunivers for at finde inspiration til dette års teaterkoncert.

- Den 18. april glæder vi os derfor til at åbne publikums sanser for et helt hvidt sceneunivers befolket af klovne, der gakker, griner og græder sig gennem de kontrastfyldte efterdønninger af Summer of Love tilsat en god portion af de ting, der optager os i 2018, fortæller musicalholdet i en pressemeddelelse.

- Beatles kunne dårligt holde ud at være i studiet sammen, da bandmedlemmerne indspillede albummet i 1968, og det har givet os inspiration til at spørge, hvordan det egentlig ser ud med nærværet og fælleskabet i 2018, lyder det fra holdet.