Lokal rock på Rampelys

FILM Fredag aften er der koncert med lokale Udengrund på Rampelys og med postpunk-bandet Catch the Breeze.

Udengrund fra Silkeborg debuterede i 2016 med EP’en »Pludselig sidder du her« og høstede stor anmelderros for deres opdatering af dansk rock.

Og for nylig udgav bandet deres første langspiller, »Tomme Pladser«, hvor de fem medlemmer fortsat dyrker den solide bund, det gode riff og aldrig underkender enkeltheden. Bandet består af Kasper Malling på sang og guitar, Morten Thrane, guitar, Ulrik H. Lind, guitar, Rune Vestergaard Schmidt på bas og Kim Vestergaard bag trommerne.

Aftenens andet band er også fra Silkeborg.

Catch the Breeze, som netop har udgivet debutalbummet »Glow«, består af Aage Hedensted Kinch, guitar og vokal, Lars Madsen, bas, og Andreas Bundgaard på trommer.