Foto: Colourbox
18-årig slået og sparket
Pia EgebergNatten til søndag blev en 18-årig dreng fra Silkeborg udsat for vold. Tilsyneladende helt umotiveret
SILKEBORG En 18-årig dreng fik både slag og spark i ansigtet og på kroppen natten til søndag klokken 04.12 på Viborgbroen i Silkeborg tæt ved Kvickly.
Der var tale om en tilsyneladende helt umotiveret voldshandling.
Den 18-årige kom gående på broen og blev pludseligt slået ned af en - indtil videre - ukendt gerningsmand.
Politiet i Silkeborg fortæller, at gerningsmanden formentlig er cirka 20 år gammel, 175-180 centimeter høj, har kort, sort hår, og at han havde følgeskab af to piger.
Drengen ringede umiddelbart efter voldsepisoden til sin far, som kom og hentede ham. Men mens de kørte hjem, opdagede den 18-årige gerningsmanden, og faren steg ud af bilen og tog et billede af voldsmanden. Det affødte dog en stærk reaktion fra voldsmanden, som begyndte at slå på bilens sidespejl.
Den 18-årige kom ikke alvorligt til skade, men politiet hører gerne fra vidner, der har oplysninger i sagen.