Fra det ene kæledyr til det andet
SILKEBORG »Giv dit kæledyrs gamle legetøj til en ven i nød«, lyder opfordringen fra Maxi Zoo i Silkeborg. På søndag den 22. april kan man i hele butikkens åbningstid komme og aflevere sin kæledægges aflagte legetøj og evt. overskudsfoder, som personalet efterfølgende vil sørge for at give videre til de kæledyr, der trænger til lidt ekstra kærlighed. F.eks. dyr på internater.
Det er desværre ikke alle kæledyr, der er så heldige at have en familie at blive forkælet af. Men heller ikke disse kæledyr skal glemmes, og derfor opfordrer Maxi Zoo alle byens kæledyr og deres ejere til at kigge forbi butikken med deres aflagte halsbånd, liner, senge, legetøj, overskudsfoder - og hvad dit kæledyr ellers kan undvære. Når dagen er omme, vil personalet samle det hele sammen og sørge for, at alle donationer vil blive givet videre til de dyr, der trænger til en ekstra portion kærlighed.