Advarsel mod bolig-bedrager: Ungt par narret af falsk udlejer
SILKEBORG Et ungt par fra Silkeborg har anmeldt bedrageri til politiet. De ledte efter lejlighed i Silkeborg og fik kontakt til en 37-årig mand, der udgav sig for at være kontaktperson for ejeren af en lejlighed, som parret var interesseret i. Al henvendelse skulle altså gå igennem kontaktpersonen, sagde den 37-årige til det unge par.
Det unge par betalte derefter den 37-årige kontaktperson depositum for leje af lejligheden, hvilket løb op i 10.800 kroner, som parret skulle betale i kontanter.
Efterfølgende fandt parret ud af, at de var blevet snydt, da ejeren af lejligheden intet kendte til den 37-årige kontaktperson.
Politiet advarer nu andre om at passe på i forbindelse med leje af lejlighed, da noget lignende kan ske. Politiet arbejder på sagen og kender til den 37-årige, som de nu skal have fat i. Den 37-årige formodede bedrager er også fra Silkeborg.