Kæmpe triumf: SIF er i pokalfinalen

Michael Helligsø 

Semifinalen mod 1. divisionsholdet Fredericia endte med en hårdt tilkæmpet sejr

FODBOLD For kun anden gang i klubbens 101 år gamle historie bliver Silkeborg IF part i en pokalfinale.

Det blev onsdag aften en realitet, da SIF vandt 1-0 på Monjasa Park over 1. divisionsklubben FC Fredericia i DBU Pokalens semifinale.

En kæmpe triumf for SIF, der nu kan se frem til at spille pokalfinale Kristi Himmelfartsdag, hvor modstanderen enten bliver Brøndby eller FC Midtjylland, og den smalle sejr blev fejret i stor spil af spillerne og de mangde medrejsende fans.

Resultatet kunne sagtens forsvares efter en kamp, hvor SIF var klart bedst før pausen.

Til gengæld kom Fredericia langt bedre med i anden halvleg, hvor SIF’s enlige scoring pudsigt nok faldt, da Oliver Fredsted i det 49. minut scorede selvmål efter et hjørnespark.

Store chancer
Det var også SIF, der kom bedst ud til kampen, og udeholdet sad tungt på de første 45 minutter.

Allerede efter syv minutter burde udeholdet være kommet foran, da Davit Skhirtladze blev spillet helt fri af Jens Martin Gammelby, men georgieren ramte stolpen.

I det hele taget var Skhirtladze med i meget. Han spillede i front med unge Magnus Mattsson, der i det 27. minut fik en kæmpe chance for at bringe SIF foran, men talentet sparkede fladt forbi i fri position.

Kort inde i anden halvleg kom det forløsende mål så for SIF. Der blev lagt et godt tryk på efter et hjørnespark, og på målstregen headede Fredericias Oliver Fredsted bolden i eget net til vild jubel for SIF’erne og de godt 500 medrejsende fans.

Efter scoringen meldte hjemmeholdet sig endelig ind i kampen - blandt andet takket være indskiftningen af en veloplagt Anders Holvad - men Fredericia kom i første omgang ikke frem til de helt store chancer.

Tæt på 2-0
20 minutter før tid brændte det dog gevaldigt på foran SIF-målet. Efter et hjørnespark var Mikkel Hedegaard tæt på at udligne på et hovestød, men SIF slap med skrækken.

Et par minutter senere burde SIF så i stedet have bragt sig på 2-0. Indskiftede Marc Rochester blev sendt alene i dybden, men han sparkede den store chance langt forbi med venstrebenet.

Hjemmeholdet var dog farligst i denne fase. Anders Holvad var tæt på at udligne efter chip til bageste stolpe, og med ni minutter igen var Fredericias Mikkel Hedegaard igen tæt på efter en dødbold.

I slutfasen sparkede Andreas Oggesen forbi fra kanten af feltet, og efter tre minutters tillægstid kunne SIF’erne så bryde ud i jubel foran 3905 tilskuere i Fredericia.

For første gang i 17 år skal Silkeborg IF spille pokalfinale.