Arbejdsløsheden i Silkeborg under landsgennemsnittet

/ritzau/ 

Antallet af arbejdsløse i Danmark steg en smule i marts sammenlignet med februar. Det viser nye tal.

JOB Arbejdsløsheden steg marginalt i marts. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Bruttoledigheden, der dækker over antallet af arbejdsløse omregnet til fuldtidsstillinger, steg med 1500 til 111.800 bruttoledige i Danmark.

Dermed stiger arbejdsløshedsprocenten til 4,1 procent fra tidligere 4,0 procent.

Lokalt i Silkeborg Kommune ligger arbejdsløsheden under landsgennemsnittet. Her er den registreret til 3,4 procent.

- Indtil sommeren 2016 var bruttoledigheden svagt faldende - efterfulgt af mindre stigninger frem mod juni 2017. Fra juni til juli 2017 var der en lidt større stigning, der dog er blevet væsentligt nedjusteret siden seneste offentliggørelse af ledigheden. Fra juli 2017 til februar 2018 havde bruttoledigheden igen en faldende tendens, så februarledigheden - med de seneste opdateringer - nu ligger på det laveste niveau siden februar 2009, skriver Danmarks Statistik.

Udviklingen skuffer Dansk Erhverv, der mener, at den økonomiske fremgang, og de mange job, der bliver skabt, burde sende arbejdsløsheden nedad.

- Hvis vi skal have et større fald i ledigheden, så er det afgørende, at jobcentre og a-kasser samarbejder om en mere konsekvent sanktionering af ledige, der ikke udnytter de gode jobmuligheder i øjeblikket.

- Ligesom der er et behov for at se på, om de økonomiske incitamenter til at komme i job kan styrkes yderligere, skriver arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent hos Dansk Erhverv Peter Halkjær.

Hos Dansk Byggeri maner cheføkonom Bo Sandberg dog til ro oven på en enkelt måneds tal.

- Man skal ikke hæfte sig så meget ved enkelte måneders stigning i ledigheden. Dels peger den langsigtede trend stadig nedad. Og dels er ledigheden ikke længere det vigtigste nøgletal på arbejdsmarkedet.

- Den status har den månedlige lønmodtagerbeskæftigelse for længst overtaget – og her er konklusionen som bekendt, at der fortsat er fuld damp på jobskabelsen og arbejdsmarkedet i det hele taget, skriver han.

/ritzau/