Klubikon tager ny tørn i BSV

Mathias Hove Andersen 

Mads Ø. Nielsen har forlænget sin aftale med Bjerringbro-Silkeborg

HÅNDBOLD 37-årige Mads Ø. Nielsen fortsætter karrieren i BSV. Torsdag aften kunne klubben offentliggøre, at parterne er blevet enige om en etårig kontraktforlængelse.

- Jeg og holdet er glade for, at vi kan fortsætte samarbejdet med Mads i et år mere. Det er en levende Bjerringbro-Silkeborg-legende, som fortsat har niveau til at hjælpe holdet, og så er det en stor personlighed. Vi er rigtig glade for Mads, lyder det fra cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen.

Bagspilleren har været i BSV siden 2005, hvor klubben blev grundlagt. I 2014 var en tur forbi Skive, men forud for denne sæson returnerede han til barndomsklubben, og klublegenden har ikke været i tvivl om, hvorvidt han skulle fortsætte i BSV.

- Jeg har ikke brugt meget tid på at overveje det. Jeg synes, at jeg er faldet godt til, og jeg synes, at det er sjovt at være med, hvor det er sjovt i tabellen. Min krop har det godt, og jeg synes, at jeg kommer mere og mere med i spillet. Det var ikke svært at sige ja til et år mere, siger Mads Ø. Nielsen.

Bjerringbro-drengen har en rolle som backup på BSV-mandskabet, men det trives han fint med.

- Jeg er helt afklaret med, at jeg har en rolle, hvor jeg kommer på banen i perioder og skal ind og præstere. Jeg synes, at mine præstationer har været fine langt de fleste gange. Jeg bliver mere og mere i tryg i de aftaler, vi har i spillet, og jeg tror, at jeg kan fortsætte en opadgående kurve næste år, lyder vurderingen fra Mads Ø. Nielsen, der arbejder som kundesupporter i Jyske Bank sideløbende med håndboldkarrieren.