SIF har de sidste billetter til pokalfinale

Peter A. Sørensen 

DBU og Parken melder udsolgt til pokalfinalen, efter Silkeborg IF har reserveret de sidste billetter i SIF-afsnittet. De neutrale billetter blev revet væk på 24 minutter

FODBOLD Pokalfesten i Parken Kristi himmelfartsdag bliver massiv.

DBU melder nu alt udsolgt, men det skyldes, at Silkeborg IF har reserveret de sidste godt 2.000 billetter i SIF-afsnittet i Parken.

Det skal sikre - midt i en massiv Brøndby-interesse - at Silkeborg får så mange som muligt med til pokalfinalen.

Samtidig var der torsdag bekymring over, om desperate Brøndby-fans ville opkøbe billetter i SIF-afsnittet.

- Silkeborg IF har overtaget salget af de sidste billetter. På den måde får vi får en festlig ramme, og samtidig sikrer vi, at Brøndby-fans ikke begynder at købe billetter i vores afsnit. Derfor sælger vi de resterende 2.000 billetter fra billetboden på Jysk Park, hvor vi laver nogle åbningstider for salget. Virksomheder og andre samarbejdspartner, som vi kender, kan selvfølgelig henvende sig til os, siger Kent Madsen, der begynder salget fredag klokken 9.00.

- Men det er ved at være sidste chance, hvis man vil med, siger SIF-direktøren.

Den store interesse betyder, at der kommer over 30.000 tilskuere til opgøret.

At tallet ikke er endnu større skyldes, at der ikke i første omgang sælges billetter til den tribune, som er over SIF-afsnittet. Det skal sikre en god oplevelse for Silkeborg-gæsterne.

Øvrige tribune sættes kun til salg, hvis nedre tribune bliver udsolgt, og så bliver det kun til SIF-fans.

Ifølge fansider på nettet sælges billetter til Brøndby-afsnittet til omkring 1.000 kroner på internettet.