Silkeborg-hold hentede UCI-sejr i Polen

CYKLING Silkeborg-holdet Team Mascot Workwear stillede i denne uge til start ved La Coupe du President de la Ville de Grudziadz, og det polske UCI-løb bød på blandede oplevelser for det lokale cykelhold, som nåede at blande sig helt i toppen.

Højdepunktet kom på anden etape, hvor Sebastian Changizi hentede den første UCI-sejr til holdet, der havde haft Frederik Thomsen på det næsthøjeste trin på anden del af første etape, som var delt i to.

Tredje etape blev en hård omgang for holdets klassementsryttere, som ikke kunne hænge på i sidevinden, og på sidste etape formåede silkeborgenserne ikke at køre med om sejren i spurten.

Team Mascot Workwear kom i top-10 på alle etaper i det polske løb, men ambitionerne rækker til mere.

- Vi har niveauet til meget mere end top-10, og derfor er vi ikke tilfredse. Men sæsonen er stadig lang, og vi har mange flere mål som skal nåes, lyder det fra Team Mascot Workwear.