Lisbeth Zornig Andersen holder på tirsdag foredrag om de mange unge, der havner på kanten af samfundet - og er i alvorlig fare for at falde ud over den.

Zornig – fra vred til voksen

SILKEBORG Lisbeth Zornig Andersen kommer til Silkeborg tirsdag den 8. maj med sit nye foredrag »Zornig - fra vred til voksen«. I foredraget kan man følge hendes til tider ufrivilligt morsomme og grænsende til groteske forsøg på at navigere i voksentilværelsen, når man står med et ben i både underklassen og middelklassen. Hun fortæller om sine kneb for at falde i med omgivelserne og undgå katastroferne.

Foredraget tager udgangspunkt i hendes nyeste bog, der også har titlen »Zornig - fra vred til voksen«, om at leve et til tider forvirrende liv som karrierekvinde, mor og hustru med en hel del unoder, gak og løjer i bagagen fra en utæmmet barndom i den sociale skyggeside af samfundet.

Hun voksede op i et hjem præget af seksuelle overgreb, vold og fattigdom, men fik alligevel en universitetsuddannelse som økonom, blev mor til fem børn, gjorde karriere i it-branchen og blev børnerådsformand.

Lisbeth Zornig fortæller om vrangsiden, når barndommen kaster lange skygger ind i voksenlivet, hvor skam, angst, mistillid, søvnbesvær og grænseløshed er faste følgesvende.

Foredraget holdes på VIA University College Silkeborg, Nattergalevej 1, Silkeborg tirsdag den 8. maj om aftenen.