Modelfoto

Fartbøder på Gudenåen stiger flere tusinde kroner

Jesper Rosenquist 

Hvis du sejler hurtigere end tilladt på Gudenåen, vanker der nu en ekstra høj bøde

SILKEBORG Der er grund til at tænke sig lidt ekstra om, inden man trykker gashåndtaget i bund i sin båd på Gudenåen denne sommer. For bødetaksten for at sejle for stærkt får et ordentlig spark opad. Hvor en overskridelse af hastigheden tidligere medførte en bøde på 1000 kroner, stiger bøden nu til 5000 kroner.

Høj fart opleves nemlig som et stort problem på visse strækninger af Gudenåen for de bløde trafikanter på vandet, hvor hækbølger er generende og kan skabe farlige situationer.

Det konstaterede politiet sidste år, hvor der blev gennemført flere forsøg med at måle fart til vands med laser.

Ny lov træder i kraft
Visse bådejere skal også forholde sig til en ny lov, der træder i kraft 15. maj. Det er en lov om skærpede regler for sejlads med speedbåde med en skroglængde under 15 meter som foreksempel vandscootere.

Loven kommer efter den tragiske vandscooterulykke i Københavns Havn i 2017, hvor to unge kvinder mistede livet.

I Gudenåsystemet er vandscootere dog ikke tilladt, men der findes fartøjer, der hører under den nye lov.

Det betyder, at det pr. 15. maj i år er lovpligtigt at have en ansvarsforsikring for speedbåde, som kræver uddannelsesbevis.

Med loven indføres obligatorisk ansvarsforsikring, objektivt ansvar for personskade og tab af forsørger, ligesom Politiets mulighed for at konfiskere et fartøj på grund af vandvidssejlads forbedres. Er der ikke tegnet en ansvarsforsikring, der dækker både personskade og skade på ting, må man ikke benytte fartøjet.