Lilholt træner for musikerhold: Fik en ordentlig røvfuld

Søren Nielsen 

Der var søndag showkamp på Vejle Stadion mellem et udvalgt VB-hold og musikere og andre med tilknytning til Jelling Festivalen

FODBOLD I anledning af 30 års jubilæet for Jelling Musikfestival var der søndag showkamp på Vejle Stadion.

Et udvalgt hold af gamle Vejle-stjerner, som eksempelvis Thomas Gravesen og Allan Simonsen, stillede op mod et hold af musikere, komikere og andre entertainere med tilknytning til Jelling Musikfestival.

Træner for musikerholdet var Lars Lilholt, der dog måtte se sit mandskab slået med 9-2. Lilholt er som bekendt inkarneret SIF-fodboldfan og har også selv spillet på lokale Ry-hold.

Sidste år var Lilholt plaget af rygsmerter og måtte aflyse flere koncerter. Men i år tyder meget altså på, at han er tilbage i fuld styrke og for nylig udsendte han også et nyt album.

Med på Lilholts mandskab var i øvrigt også silkeborgenseren Brian Lykke, der spillede en flot kamp.

Samme Brian Lykke forsætter vel i fodboldtøjet i denne uge. Han er nemlig også med til at varme SIF-tilhængerne op på Østerbro Stadion inden pokalfinalen mellem SIF og Brøndby.

Flemming Povlsen var en af de store stjerner på kendis-holdet, der også bestod af musiker Peter Sommer, Jacob Binzer, Carl William og Carl Emil Petersen.