Cykelture for mental sundhed

SILKEBORG Hvis man slås med fx depression, angst eller skizofreni, så kan regelmæssig cykling gøre en stor forskel. Det er grundtanken bag »100 km for Mental Sundhed«, som ruller af sted i Silkeborg og ni andre byer med start den 17. maj.

De 100 km er dog ikke på en gang, der er tale om gratis cykelture på 10 km pr. tur og i et tempo, hvor alle kan være med. Frem mod Verdens Mentale Sundhedsdag den 10. oktober kan deltagere samle cykelture, og hvis de runder de 100 km undervejs, får de en præmie og er med i lodtrækningen om bl.a. en cykel.

I Silkeborg cykles der hver torsdag eftermiddag fra Psykiatriens Hus og alle kan være med. Der holdes dog sommerpause i juli måned. I Silkeborg er det IF Silkesind, Idrætsforening for psykisk sårbare, og lokale medlemmer af cyklistforbundet som står bag turene.

På hver tur er der to frivillige cykelkaptajner som sikrer, at alt foregår hyggeligt og med fokus på trafiksikkerheden.

- Det vigtigste er, at alle får en god cykeloplevelse. Både tempo, rute og hyggeniveauet er planlagt sådan, at der er plads til alle - men at deltagerne samtidigt får nogle gode oplevelser undervejs. Og så cykler vi selvfølgelig uanset om solen skinner eller regnen pisker ned, vi skal jo ud og samle nogle ture, siger Morten B. Larsen, motionsvejleder i Silkeborg.