BSV finaleklar efter sikker sejr

Mathias Hove Andersen 

Bjerringbro-Silkeborg skal spille om guldet. Det blev en realitet i Aalborg søndag eftermiddag

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg indløste søndag billet til årets DM-finaler med en udesejr i Jutlander Bank Arena, hvor Aalborg Håndbold indkasserede et nederlag på 28-32 foran 4458 tilskuere.

Gæsterne fra Søhøjlandet kom fint fra land, og værterne var tvunget til at tage timeout ved stillingen 4-6 efter godt syv minutters spil. Efterfølgende blev Michael V. Knudsen ramt af en udvisning, og det udnyttede aalborgenserne, der hurtigt kom tilbage på omgangshøjde og udlignede til 6-6.

BSV fik dog bedre styr på undertalsspillet i resten af første halvleg, hvor holdet blev ramt af hele fire udvisninger. Det forhindrede dog ikke gæsterne i at slå et nyt hul, og efter godt 22 minutters spil kunne en velspillende Nikolaj Øris bringe BSV på 11-14.

Midtvejs i første halvleg havde Aljosa Rezar afløst Søren Rasmussen, der ikke var blevet noteret for en eneste redning i BSV-målet, og den slovenske keeper diskede straks op med en flot redning på et straffekast fra hjemmeholdets Buster Juul. Det blev den eneste BSV-redning inden pausen, men ikke desto mindre kunne gæsterne gå i omklædningsrummet med en tomålsføring efter de første 30 minutter, hvor stillingen var 16-18.

Afgørende hul til BSV
Fra anden halvlegs start bombede Nikolaj Øris sin syvende scoring i nettet på lige så mange forsøg, og i den anden ende blev Søren Rasmussen noteret for den første BSV-redning i åbent spil. I det efterfølgende angreb slog Sebastian Hundstrup til fra fløjen, og da Johan Hansen meldte sig ind med sit første mål i opgøret, kom gæsterne i front med fem mål ved stilligen 16-21.

Efter små otte minutters spil af anden halvleg modtog værternes Martin Larsen sin tredje udvisning, og han blev dermed præsenteret for et rødt kort. Det udnyttede BSV’erne til at bringe sig i front med syv mål, og en tidlig afgørelse lå og lurede.

Et kvarter før tid havde nordjyderne bragt BSV-føringen ned på fire mål, men fem minutter seneste var syvmålsforspringet genetableret. Den sidste spændingen var dermed forsvundet, selvom aalborgenserne fik lov til at pynte lidt på det til sidst.

Søren Rasmussen rejste sig for alvor i målet efter pausen, hvor BSV-veteranen blev noteret for otte redninger, og han var således medvirkende til, at opgøret sluttede 28-32.

Nu venter enten GOG eller Skjern i årets DM-finaler.