Alderslyst Y´s Men´s Club fyldte 43 år og uddelte 800.000 kr.

I Alderslyst Y´s Men´s Club er der mange traditioner. En af dem er, at årets donationer bliver uddelt i forbindelse med klubbens fødselsdag og i år var ingen undtagelse

DONATION Alderslyst Y´s Men´s Club kunne for nylig markere klubbens 43 års fødselsdag, hvad der i sig selv ikke er så usædvanlig, men det at give gaver på sin fødselsdag er usædvanlig, hvilket en af donationsmodtagerne nævnte i sin takketale.

Cirka 35 organisationer var inviteret og selvfølgelig havde alle taget imod indbydelsen sammen med klubbens medlemmer, ledsagere og frivillige i Y´s Men´s Genbrug, 125 i alt og der var plads til alle.

Aftenen var krydret med lidt godt at spise, sange, festtale og så aftenens højdepunkt, uddeling af årets donationer. Aftenens festtaler var generalsekretær ved KFUM´s Sociale Arbejde Morten Skov Mogensen og her var temaet »Det frivillige arbejde«.

At klubben år efter år kan uddele donationer til så mange organisationer/foreninger skyldes at rigtig mange yder en kæmpe indsats og at mange betænker Y´s Men´s Genbrug med gode effekter.

Præsident Arne Braüner og vicepræsident Gustav Madsen kunne på den baggrund i år uddele ca. 800.000 kr. på klubbens vegne.