Tordenvejr forsinker morgentog

Kim Stoltenberg Hansen 

Morgentoget er forsinket mellem Silkeborg og Aarhus

HERNING

Tog kan åbenbart ikke lide tordenvejr. I hvert fald skriver Arriva på deres hjemmeside her til morgen, at toget fra Herning via Silkeborg mod Aarhus med ankomst 8.09 er knap 20 minutter forsinket, og at forsinkelsen skyldes »afledte virkninger af torden«.

Returafgangen fra Aarhus til Silkeborg, afgang kl. 08.30, er blevet aflyst. Toget fra Herning via Silkeborg til Aarhus med afgang 10.07 er også blevet aflyst. Vejret får skylden for aflysningerne: »Aflysningen skyldes afledte virkninger af torden. Vi beklager de gener, dette kan medføre«, lyder det fra Arriva.

Meteorologernes forudsigelser tyder på, at togene snart vil kunne køre lynhurtigt igen. Det skulle nemlig snart stoppe med at regne - dog med mulighed for nye tordenbyger i nat, men her er de torden-forskrækkede tog nok kommet indenfor for natten.