SIF-direktør: Vores manager er fredet

Peter A. Sørensen 

Kent Madsen afviser helt, at nedrykningen betyder en trænerfyring

FODBOLD SIF må ned i 1. division, men SIF-manager Peter Sørensen skal ikke frygte for sit job.

Det slår SIF-direktør Kent Madsen fast.

- Peter er også træner i 1. divisison. Han rykkede os op sidste gang, og det kan han gøre igen. Det her er noget, som vi gør sammen, siger Kent Madsen.

Han forventer en del udskiftninger i truppen.

- Vi skal have en trup med omkring 20 spillere. Noget løser sig selv, for vi har to lejesvende, der tager tilbage til Børndby, og Jens Martin Gammelby går samme vej. Så må vi kigge på resten, når vi lige har sundet os, siger Kent Madsen.

Han oplyser, at salget af Jens Martin Gammelby plus den kompensation, som SIF får for tabte tv-penge, til sammen er tæt på at dække tabet ved nedrykning. Men SIF undgår ikke besparelser.

- Nu skal vi lige have lov til at sunde os og være skuffede, og så kigger vi på det hele med tættekam for at se, hvor vi kan spare, siger Kent Madsen.

Han var skuffet over SIF’ernes indsats i Esbjerg.

- Vi smed det selv. Jeg synes, at vi tabte fortjent. Jeg har været med i mange år, men det her har været den vildeste sæson, siger Madsen.