Elcykler er fremtiden

Tekst og foto: Peter Bruvik-Hansen 

Peter Jakobsen, indehaver af Bikeworld, tror at hver familie i fremtiden har en elcykel og åbner nu E-Bikecenter

CYKELSTRøM - I Holland kører halvdelen af cyklisterne på elcykel og i Tyskland har elcykler også et stort marked. Jeg er sikker på, at vi vil se det samme i Danmark, og jeg tror, at hver familie i fremtiden vil have en elcykel, siger Peter Jakobsen, indehaver af Bikeworld.

Under navnet E-Bikecenter er han i øjeblikket ved at indrette lejemålet på Ørstedsvej 4 til en butik, der udelukkende kommer til at forhandle elcykler. Skulle der være en enkelt, der tænker, at adressen lyder bekendt, så er det korrekt. Det var nemlig i samme lokaler, Peter Jakobsen i begyndelsen af året åbnede en butik, der skulle forhandle outlet-cykler.

- Ideen var egentlig god nok, men det har vist sig, at det er sværere at få cykler hjem, end jeg havde troet. Mine leverandører havde sagt, at det ikke var noget problem, men det har vist sig ikke helt at holde. Så nu laver vi noget helt andet, siger han, der sammen med hustruen Anika Latawiec står bag Bikeworld på Viborgvej.

Butikkens knopskydning på Ørstedsvej bliver derfor helliget elcykler. Og hvor markedet for elcykler for i begyndelsen var helliget de traditionelle herre- og damecykler, er udbuddet og efterspørgslen i dag meget andet.

I dag byder markedet på »Christiania cykler« med elektrisk hjælpemotor, MTB’ere, racercykler, foldecykler og trehjulede handicapcykler med elektrisk motor. Og hvor det tidligere primært var blandt seniorer, elcyklerne fandt deres ejermænd og -koner, efterspørges de af alle aldersgrupper.