Musik og sjov i Lunden ved ny børnefestival

Mette Andersen 

Silkeborg er blandt fem byer, hvor MGP- og Voice Junior-deltagere optræder ved ny »Børnefestibal«

SILKEBORG På lørdag den 2. juni er der »Børnefestibal« i Lunden.

»Børnefestibal« er en endagsfestival for børn og deres familier med masser af aktiviteter og underholdning. Såvel musikprogram som underholdning henvender sig til de 1- til 10-årige, men større søskende kan ifølge Silkeborg Kommune også få noget ud af dagen.

Kommunen støtter op om festivalen, der har Kalle Bremer som idémand og arrangør.

Foruden Silkeborg finder festivalen også sted i Aarhus, Aabenraa, Odense og København.

De to første festivaler er afviklet, mens Børnefestibal rykker til Odense 3. juni og København 5. juni.

Musikken på »Børnefestibal« leveres blandt andet af deltagere fra MGP Show 2018 på DR og finalister fra Voice Junior TV 2 - herunder Merle fra Silkeborg, der optræder sammen med Kamille, der også medvirkede i Voice Junior.

Også årets nye navn til Zulu Awards, »Skinz«, er på plakaten.

Blandt de øvrige navne er Super Ole & Søde Stine, Milo fra MGP, Børnefestibal Allstars featuring Pippelipop, The One And Only Boyband fra MGP, Voice Junior-vinderen Dafne, The Angels fra MGP, Hipsomhap og Albert Dyrelund.

Festivalen byder også på en række aktiviteter - herunder aktivitetsbaner, tryllekunstnere, ansigtsmaling, perletelt og historiefortælling samt lækker mad og lækkerier til den søde tand.

Ved festivalen i Silkeborg vil der også være et kulturtelt, hvor Silkeborg Kommune viser noget af kommunens hverdagskultur for børn. Medarbejdere fra Den Kreative Skole, Kunstcentret Silkeborg Bad, og Silkeborg Bibliotekerne kommer således og fortæller om deres kulturtilbud til kommunens børnefamilier.