Ørstedsvej holder marked

Peter Bruvik-Hansen 

En række forretningsdrivende på Ørstedsvej slår et slag for at profilere sig selv og kollegaerne

MARKED Fredag og lørdag i den kommende uge, sætter en række butikker og firmaer på Ørstedsvej alle sejl til, for at vise vejens mangfoldighed.

Med sin placering som sidevej til Nordre Højmarksvej er vejen i det nordlige industrikvarter ikke et sted, der til daglig er overrendt af besøgende og kunder. Og dog. For en del kunder har fundet ud af, at der er noget at hente. Det ved blandt andre Maibritt Aaby Rasmussen, der sammen med sin mand Bjarne Aaby Rasmussen, står bag Dit Elcenter og Lysmesteren på Ørstedsvej.

For to år siden flyttede de forretningen fra Borgergade til nye og større lokationer på Ørstedsvej, og den flytning har været en gevinst.

Stor aktivitet
- Vi er meget glade for at vi traf den beslutning. Vi har fået en del nye kunder, der spørger, om vi er »nye«. Og når vi så fortæller dem, at vi i mange år faktisk lå på Borgergade, så bliver de overrasket, siger Maibritt Aaby Rasmussen.

Og det er netop et årligt marked, som hun og Bjarne Aaby Rasmussen holdt på Borgergade, der nu bliver videreført på Ørstedsvej.

- Vi har gjort det to gange før, hvor vi sammen med Norton Vine, Grauballe Bryghus og Silkeborg Slagteren holdt markedsdage. I år har vi fået E-Bikecenter, Kvalitetsmøbler og Silkeborg Rens & Vask med, og vi ser frem til nogle dage, med stor aktivitet, siger Maibritt Aaby Rasmussen.

Opbakning fra kunderne
Konceptet er, at de deltagende butikker og firmaer holder »marked« på deres egne matrikler, hvorfra kunderne kan gå rundt og se på de forskellige tilbud.

- Det er noget, som kunderne efterspørger. Og for os, er det den eneste gang, vi holder udsalg. Så der plejer at komme mange, siger Maibritt Aaby Rasmussen og tilføjer.

- Det er jo også en dag, hvor man får mulighed for at besøge nogle specialforretninger, som man måske ikke normalt kommer i. Efterhånden har vi fået skabt en tradition for markedsdage, og det er noget, der bakkes op af kunderne, siger hun.