Fortunakorets sommerkoncert på Kunstcentret Silkeborg Bad

MUSIK Fortuna-koret byder på musik fra tre tidsaldre ved sommerkoncerten på Kunstcentret Silkeborg Bad på søndag.

På repertoiret er seks værker på engelsk, som strækker sig fra renæssancen og op til første del af forrige århundrede og er skrevet af blandt andre E. Elgar, John Dowland og Pearsall. Det danske repertoire byder på klassikere fra den danske sangskat som for eksempel »Morgensang af Elverskud« og »I Danmark er jeg født« med tekst af H.C. Andersen.

Nulevende danske komponister er blandt andet repræsenteret ved Christian Dyrst, som har sat musik til Tove Ditlevsens digt »Nu sænker Gud sit ansigt over Jorden« og Niels la Cours komposition over »Frans af Assisi’s bøn«.