Livredderskole i sommerferien

SILKEBORG DGI Midtjylland og Silkeborg Svømmeklub arrangerer i sommerferien i år livredderskole for børn og unge i Silkeborg.

Det går løs i uge 27 - den første uge i skolernes sommerferie - og finder sted ved Silkeborg Langsø med udgangspunkt fra Silkeborg Sø Camping på Århusbakken.

Livredderskolen strækker sig over tre dage - fredag, lørdag og søndag 6. 7. og 8. juli.

Det er en såkaldt »Ocean Rescue Camp - Basic«, og selvom Silkeborgsøerne ikke er noget ocean, kan færdigheder naturligvis også bruges i det ferske søvand. Skolen er for børn og unge i alderen fra 10 til 18 år, og der er plads til 18 deltagere. Sidste tilmeldingsfrist er 6. juni.

Deltagerne bliver budt på udfordrende og sjov træning med udgangspunkt i de færdigheder, som kystlivredderen skal beherske.

De får mulighed for at prøve kræfter med de redskaber, som kystlivreddere til dagligt arbejder med så som rescue boards, boogie boards, torpedoer, dykkermasker, svømmefødder og førstehjælps-udstyr.