Sportscafé afviste stjålne dankort

Adam Haff 

25-årig mand stjal tasker fra butikslokaler og forsøgte efterfølgende at bruge dem på Players Lounge i Hostrupsgade

SILKEBORG En 25-årig mand blev lørdag anholdt efter at han på Players Lounge i Hostrupsgade forsøgte at benytte et par stjålne dankort.

Manden sneg sig klokken 14.45 ind i et baglokale til nogle butikslokaler, der er ved at blive renoveret på Chr. 8’s Vej i Silkeborg. Her lykkedes det ham at stjæle to tasker, der tilhørte en 41-årig kvinde og en 50-årig kvinde, begge fra Silkeborg.

Kvinderne råbte tyven an, men han slap væk med taskerne, der inklusiv indhold havde en samlet værdi af knap 17.000 kroner. I taskerne var blandt andet kvindernes dankort, som den 25-årige efterfølgende benyttede til nogle trådløse betalinger.

Manden var på et diskotek og i Players Lounge i Hostrupsgade. På sportscafeen forsøgte han også at betale med dankortene. Ekspedienten opdagede, at de ikke var hans.

Politiet oplyser, at manden tilbød ekspedienten penge for alligevel at godkende betalingen. Det afviste hun. Hun tog dankortet fra den 25-årige mand og ringede til politiet, som på baggrund af signalementet anholdt tyven på Banegården godt tre timer efter tasketyveriet.

Manden, der kommer fra København, fortalte politiet, hvor han havde smidt størstedelen af kvindernes ejendele og han er nu sigtet for tyveri og databedrageri.

Politiet skal nu have overblik over, hvor meget det lykkedes tyven at hæve fra dankortene.